Patientudtalelser

I trygge hænder hele vejen igennem
Til forundersøgelsen blev jeg meget venligt modtaget i en rar og afslappet atmosfære, hvor jeg blev spurgt om forskellige ting og samtidig fik afklaring på tvivl og spørgsmål.

Da jeg havde en sundhedsforsikring, så blev alt klaret af lægesekretæren, Helle, i samarbejde med forsikringsselskabet, så jeg skulle slet ikke tænke på noget, og jeg kom hurtigt til.

Til trods for at de til tider har meget travlt på klinikken, så formåede de at holde roen og en venlig atmosfære både før og under operationen. Vi snakkede meget om, hvad der skulle ske, og jeg følte mig slet ikke som et nummer i rækken, men som et menneske, der blev vist interesse for.

Efter operationen fik jeg en grundig forklaring på, hvordan jeg skulle begå mig de næste par dage, og jeg fik udleveret de forskellige papirer og den information jeg skulle bruge. Samtidig fik jeg at vide, at jeg var hjertelig velkommen til at ringe, hvis der var noget.

Jeg gik ud af døren med en god fornemmelse og en følelse af at have været i trygge hænder hele vejen igennem. Det har simpelthen været en sand fornøjelse.

Pernille, Espergærde. Kikkertopereret i højre knæ

Hele forløbet gik over al forventning
Jeg er blevet opereret i foden i alt tre gange, den sidste gang af Thomas Danø Møller.

Hos Thomas blev det taget alvorligt, at jeg stadig havde smerter efter de første operationer. Jeg blev henvist til MR scanning, og klinikken hjalp mig med at følge op på det, så jeg kom hurtigt til, og de rykkede også for svar på scanningen.

Da Thomas opererede, fandt han så en nerveknude i foden og sagde, at han godt kunne forstå, at jeg havde haft ondt igennem hele forløbet.

Operationen gik over al forventning, personalet var simpelthen så søde. Bagefter sagde Thomas bare, at jeg skulle holde foden lidt i ro, og jeg havde da også kun fri en dag efter operationen, hvor jeg havde lidt ondt. Smerten var slet ikke den samme som ved de andre operationer, og jeg fik kun smertestillende samme dag, som jeg blev opereret og kom hurtigt på benene igen.

Hele forløbet var en kanon oplevelse, hvor der blev spurgt ind til mine smerter, og jeg fik fortalt, hvordan jeg skulle forholde mig efter operationen. Jeg fik også at vide, at jeg var velkommen til at ringe, hvis der var nogle problemer. I det hele taget er de på klinikken gode til at informere, og man skal ikke sørge for noget selv, men får udleveret information, plaster, forbinding og smertestillende efter operationen.

Man føler virkelig, at der er taget godt hånd om en, når man går derfra.

Isabella, Græsted. Opereret i foden